Common use of Parternes argumentation Clause in Contracts

Parternes argumentation. KL har gjort gældende, at forliget i 1999 vedrørende godtgørelsesniveauet ved uberettiget afskedigelse indebærer, at parterne i realiteten har aftalt en maksimal ramme for sådanne godtgørelser svarende til 12 måneders løn. Der har ikke siden været forhandlinger vedrørende fastsættelsen af dette niveau, som derfor fortsat må anses for gældende. Forhandlingerne forud for overenskomstfornyelsen i 2008 drejede sig alene om at udvide tillidsrepræsentanternes opsigelsesvarsel. Det var alene det, som KTO havde stillet krav om, og som forhandlingerne angik. Hvis KTO mente, at det skulle have betydning for godtgørelsesniveauet, måtte KTO have stillet krav herom, men et sådant krav ville være blevet afvist. KL’s forhandlere havde ikke mandat til at efterkomme et sådant krav, og ville heller ikke have fundet anledning til at indhente et sådant mandat. Gives der KTO medhold, vil det maksimale godtgørelsesniveau kunne komme helt op på 18 måneders løn, hvilket er helt uproportionalt set i forhold til det øvrige arbejdsmarked. Ændringen af rammeaftalens § 18, stk. 4, tilsigtede alene at forhøje opsigelsesvarslet, ikke at forhøje godtgørelsen ved uberettiget afsked, og ændringen må fortolkes i overensstemmelse hermed. Rammeaftalen giver ikke i sig selv hjemmel til at tilkende en godtgørelse til en beskyttet medarbejder. Hjemmelen hertil skal findes i den overenskomst, som den beskyttede medarbejder er omfattet af, og det ligger uden for denne overenskomsts forudsætninger, at der skal kunne opnås godtgørelser, som overstiger 12 måneders løn. KTO har gjort gældende, at der efter parternes aftalegrundlag ikke kan være tvivl om, at godtgørelsesniveauet ved uberettiget afsked vil blive forhøjet som en umiddelbar refleksvirkning af, at der sker en forhøjelse af tillidsrepræsentanternes opsigelsesvarsel. Dette er en klar følge af henvisningen i rammeaftalens § 18, stk. 6, til overenskomstens bestemmelser, idet det maksimale godtgørelsesniveau efter overenskomsten svarer til det dobbelte af arbejdsgiverens opsigelsesvarsel over for den ansatte. Da refleksvirkningen var åbenbar, og da det ikke var på tale at ændre overenskomstens princip for, hvorledes det maksimale godtgørelsesniveau fastsættes, var der ingen anledning for KTO til at bringe spørgsmålet på banen under forhandlingerne. KTO gik som givet ud fra, at også arbejdsgiversiden var opmærksom på refleksvirkningen, og KTO har redegjort for denne i en orienteringsskrivelse om delforligets indhold, som blev sendt til KTO’s medlemsorganisationer med kopi til KL. Det er ikke usædvanligt, at et forhandlet resultat uden yderligere forhandlinger har afledede konsekvenser for andre forhold, som har en tæt sammenhæng

Parternes argumentation. KL CO-Industri har gjort gældendenavnlig anført, at forliget reglerne må fortolkes i 1999 vedrørende godtgørelsesniveauet ved uberettiget afskedigelse indebærerlyset af deres formål og historik. Etableringen inden for Industriens Overenskomst af en pensionsordning i starten af 1990érne var således baseret på oprettelsen af et fælles holdingselskab, og formålet var at parterne i realiteten har aftalt en maksimal ramme for sådanne godtgørelser svarende til 12 måneders løn. Der har ikke siden været forhandlinger vedrørende fastsættelsen af dette niveauetablere ensartede ordninger, som derfor fortsat må anses for gældendehavde til formål at sikre størst mulig pensionsafkast, ligesom det oprindeligt ikke var muligt at aftale dispensationer fra tilslutning til Industriens Pension. Forhandlingerne forud for overenskomstfornyelsen Med etableringen i 2008 drejede sig alene om at udvide tillidsrepræsentanternes opsigelsesvarsel1995 af Industriens Funktionæroverenskomst blev der på funktionærområdet åbnet mulighed herfor, men kun hvis særlige forudsætninger var opfyldt, og dette var godkendt af organisationerne. Det var alene detDe i dag gældende regler har deres udspring i de forlig, som KTO havde stillet krav omblev indgået i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2000. Reglerne må imidlertid forstås i overensstemmelse med det oprindelige, og som forhandlingerne angik. Hvis KTO mente, at det skulle have betydning for godtgørelsesniveauet, måtte KTO have stillet krav herom, men et sådant krav ville være blevet afvist. KL’s forhandlere havde ikke mandat til at efterkomme et sådant krav, og ville heller ikke have fundet anledning til at indhente et sådant mandat. Gives der KTO medhold, vil det maksimale godtgørelsesniveau kunne komme helt op på 18 måneders lønmeget restriktive udgangspunkt, hvilket er helt uproportionalt set særligt vigtigt inden for Industriens Overenskomst, som dækker det timelønnede område. Det fremgår af de drøftelser, som parterne har haft mellem og under forhandlingerne om fornyelse af overenskomsterne, at man løbende har drøftet nye vilkår i forhold firmapensionsordninger, men at sådanne vilkår ikke er blevet anvendt, uden at parterne har været enige herom. Der er herigennem skabt en praksis for eller en berettiget forventning om, at der ikke sker anerkendelse af nye vilkår i firmapensionsordninger, uden at der er enighed herom mellem parterne. Hvad specielt angår sundhedsforsikringer, er CO-industri af politiske grunde imod sådanne forsikringer i det omfang, de involverer ydelser leveret af privathospitaler. CO-industri er derfor imod, at medlemmernes pensionsbidrag anvendes til finansiering af sådanne ydelser, og det øvrige arbejdsmarkedhar derfor også formodningen imod sig, at der med hjemmel i parternes overenskomst skulle kunne etableres en sundhedsforsikring omfattende sådanne ydelser, som er finansieret af medlemmernes pensionsbidrag. Ændringen Et vilkår om en sundhedsforsikring i en firmapensionsordning rummer endvidere ikke et pensionsgivende element, og et sådant vilkår er derfor heller ikke omfattet af rammeaftalens begrebet arbejdsmarkedspension efter § 188, stk. 4, tilsigtede alene at forhøje opsigelsesvarsletlitra a, ikke at forhøje godtgørelsen ved uberettiget afsked, og ændringen må fortolkes i overensstemmelse hermedjf. Rammeaftalen giver ikke i sig selv hjemmel til at tilkende en godtgørelse til en beskyttet medarbejder. Hjemmelen hertil skal findes i den overenskomst, som den beskyttede medarbejder er omfattet af, og det ligger uden for denne overenskomsts forudsætninger, at der skal kunne opnås godtgørelser, som overstiger 12 måneders løn. KTO har gjort gældende, at der efter parternes aftalegrundlag ikke kan være tvivl om, at godtgørelsesniveauet ved uberettiget afsked vil blive forhøjet som en umiddelbar refleksvirkning af, at der sker en forhøjelse af tillidsrepræsentanternes opsigelsesvarsel. Dette er en klar følge af henvisningen i rammeaftalens § 188, stk. 63, til overenskomstens bestemmelseri funktionæroverenskomsten. DI har navnlig anført, idet det maksimale godtgørelsesniveau at reglerne har fået deres nuværende udformning efter overenskomsten svarer til det dobbelte af arbejdsgiverens opsigelsesvarsel over for den ansatte. Da refleksvirkningen var åbenbarforhandling, og da det ikke var på tale at ændre overenskomstens princip for, hvorledes det maksimale godtgørelsesniveau fastsættes, var der ingen anledning reglerne er udtryk for KTO til at bringe spørgsmålet på banen under forhandlingerneet kompromis mellem parternes modsat rettede interesser. KTO gik som givet ud fra, at også arbejdsgiversiden var opmærksom på refleksvirkningen, og KTO har redegjort for denne i Sagen skal derfor afgøres efter en orienteringsskrivelse om delforligets indholdalmindelig ordlydsfortolkning af overenskomsten. De krav, som blev sendt kan stilles til KTO’s medlemsorganisationer med kopi til KL. Det en firmapensionsordning, er ikke usædvanligt, at et forhandlet resultat uden yderligere forhandlinger har afledede konsekvenser for andre forholdudtømmende beskrevet i de objektive kriterier, som har fremgår af funktionæroverenskomstens § 8, stk. 4, litra a) til k). Der stilles her en tæt sammenhængrække krav til ydelsesdækning og –sammensætning, men kravene fremstår alene som værende minimumskrav.

Parternes argumentation. KL Klager har gjort gældende, at forliget medarbejdere, der er ansat på funktionærlignende vilkår, har krav på fuld løn under sygdom i 1999 vedrørende godtgørelsesniveauet ved uberettiget afskedigelse indebæreroverensstemmelse med VVS-overenskomstens pkt. 25. Det fremgår af denne, at parterne man ved sygdom følger reglerne i realiteten har aftalt funktionærlovens § 5. Dette er gentaget i ansættelsesbe- viset og et bilag hertil. Den fulde løn omfatter løntillæg, der på sygdomstidspunktet er fast påregne- lige, og dette gælder netop vagttillægget på 5.950 kr., som udbetales med næste løn efter afholdt vagt. Rådighedsvagten, som beskrevet i lokalaftalen, udgør et fast påregneligt tillæg til lønnen hvert år i fyringssæsonen, og er dermed omfattet af bestemmelsen om fuld løn under sygdom. Ifølge vagt- aftalen er det servicechefen, der udfærdiger vagtplanerne, og medarbejderne informeres herom se- nest en maksimal ramme for sådanne godtgørelser svarende til 12 måneders lønmåned inden vagtperiodens start. Der Vagterne fordeles ligeligt mellem de ansatte, der er omfat- tet af vagtordningen. Medarbejderne er derfor fuldt ud orienteret om vagternes længde, og hvornår de er placeret. Dette understreger, at vagttillægget er et fast påregneligt tillæg, som skal udbetales ved sygdom. Parterne har ikke siden været forhandlinger vedrørende fastsættelsen i VVS-overenskomstens punkt 25 aftalt et begrænset indhold af dette niveauan- vendelsen af funktionærlovens § 5. Sådan er ikke aftalt i overenskomsten, som derfor fortsat må anses for gældendeansættelseskontrakten el- ler lokalaftalen. Forhandlingerne forud for overenskomstfornyelsen i 2008 drejede sig alene om at udvide tillidsrepræsentanternes opsigelsesvarsel. Det var alene det, som KTO havde stillet krav om, og som forhandlingerne angik. Hvis KTO mente, at det skulle have betydning for godtgørelsesniveauet, måtte KTO have stillet krav herom, men et sådant krav ville være blevet afvist. KL’s forhandlere havde ikke mandat til at efterkomme et sådant krav, og ville heller ikke have fundet anledning til at indhente et sådant mandat. Gives der KTO medhold, vil det maksimale godtgørelsesniveau kunne komme helt op på 18 måneders løn, hvilket er helt uproportionalt set i forhold til det øvrige arbejdsmarked. Ændringen af rammeaftalens § 18, stk. 4, tilsigtede alene at forhøje opsigelsesvarslet, ikke at forhøje godtgørelsen ved uberettiget afsked, og ændringen må fortolkes i overensstemmelse hermed. Rammeaftalen giver ikke i sig selv hjemmel til at tilkende en godtgørelse til en beskyttet medarbejder. Hjemmelen hertil skal findes i den overenskomst, som den beskyttede medarbejder er omfattet af, og det ligger uden for denne overenskomsts forudsætninger, at der skal kunne opnås godtgørelser, som overstiger 12 måneders løn. KTO Indklagede har gjort gældende, at energiteknikerne i sagen ikke er funktionærer i funktionærlovens forstand, men i henhold til parternes aftale følger visse af bestemmelserne i funktionærloven. De aftalte bestemmelser fremgår af VVS-overenskomstens § 25. Punkt 25 indeholder udtømmende an- givelse af, hvilke punkter, der efter parternes aftalegrundlag ikke gør sig gældende for den funktionærlignende ansættelse. Der er afta- lefrihed vedrørende alle aspekter af rådighedsvagtordningen, herunder også løn, og det kan være tvivl om, at godtgørelsesniveauet ved uberettiget afsked vil blive forhøjet som en umiddelbar refleksvirkning afaftales, at der sker en forhøjelse ikke skal betales rådighedsbeløb i tilfælde af tillidsrepræsentanternes opsigelsesvarselsygdom, som den aftale indgået i den forelig- gende sag. Dette er en klar følge af henvisningen i rammeaftalens § 18, stk. 6, til overenskomstens bestemmelser, idet det maksimale godtgørelsesniveau efter overenskomsten svarer til det dobbelte af arbejdsgiverens opsigelsesvarsel over for den ansatte. Da refleksvirkningen var åbenbar, Overenskomstens punkt 25 og da det ikke var på tale at ændre overenskomstens princip for, hvorledes det maksimale godtgørelsesniveau fastsættes, var der ingen anledning for KTO til at bringe spørgsmålet på banen under forhandlingerne. KTO gik som givet ud frapunkt 17 medfører ikke, at også arbejdsgiversiden var opmærksom på refleksvirkningender skal betales i overensstem- melse med klagers påstand, og KTO har redegjort for denne i en orienteringsskrivelse om delforligets indhold, således som blev sendt til KTO’s medlemsorganisationer med kopi til KL. Det den lokale aftale er ikke usædvanligt, at et forhandlet resultat uden yderligere forhandlinger har afledede konsekvenser for andre forhold, som har en tæt sammenhængudformet.

Parternes argumentation. KL Klager har gjort gældendevedrørende påstand 1 navnlig anført, at forliget i 1999 vedrørende godtgørelsesniveauet ved uberettiget afskedigelse indebærer§ 42 siden 2007 har været en integreret del af overenskomsten, som – da andet ikke er aftalt – forpligter såvel organisationerne som deres med- lemmer, og dette gælder, uanset forpligtelserne efter bestemmelsen også berører tredjemænd, der ikke er omfattet af overenskomsten. Det fremgår udtrykkeligt af § 42, stk. 2, at formålet er at sikre rengøringsbranchen lige vilkår, således at de organiserede arbejdsgivere ikke får forringet deres konkurrenceevne af underbydende virksomheder, herunder virksomheder som forringer løn- og ansættelsesvilkårene på området gennem brug af underleverandører. Det fastslås samtidig i stk. 3, at hvis en af parterne i realiteten har aftalt en maksimal ramme aftalen får kendskab til forringelser af branchens overenskomstmæssige for- hold, skal vedkommende organisation tage kontakt til modparten for sådanne godtgørelser svarende til 12 måneders lønat drøfte, hvorledes der kan skabes lige vilkår for branchen. Der har ligger heri en klar forudsætning om, at anvendelsen af underle- verandører ikke siden været forhandlinger vedrørende fastsættelsen må føre til konkurrenceforvridning og forringelser af dette niveaubranchens overenskomstmæs- sige forhold, og at underleverandøren derfor ikke må aflønnes under overenskomsten med tillæg af en rimelig avance, subsidiært uden et sådant tillæg. Det siger således sig selv, at en underentrepre- nør, som selv aflønnes under overenskomsten, ikke kan aflønne sine medarbejdere efter overens- komsten. Aflønner en arbejdsgiver en underentreprenør på denne måde, foreligger der derfor fortsat må anses en overenskomststridig omgåelse/underbetaling. Såfremt dette ikke antages, bliver § 42, stk. 1 og 2, uden reelt indhold, hvilket ikke kan antages at have været overenskomstparternes hensigt. Vedrørende påstand 2 har klager navnlig anført, at klager skal have medhold, blot det i ét tilfælde kan påvises, at der er sket underbetaling. Klagers opgørelser over den overenskomstmæssige løn, hvori der ikke engang er taget hensyn til tillæg for gældendeaften/natarbejde eller weekendarbejde, viser, at det vederlag, som er blevet udbetalt, har ligget klart under den overenskomstmæssige løn, og også indklagedes egne beregninger viser, at Forenede Rengøring i hvert fald periodevis har vederlagt ▇▇▇▇▇ Rengøring under overenskomsten. Forhandlingerne forud for overenskomstfornyelsen i 2008 drejede sig alene om Indklagede har vedrørende påstand 1 navnlig anført, at udvide tillidsrepræsentanternes opsigelsesvarselder ikke kan udledes en så vidtgående for- pligtelse af overenskomstens § 42, som klager påstår. Det var alene detkan således ikke i enhver situation for- langes, at en virksomhed – for ikke at komme i en omgåelsessituation – skal betale, hvad der svarer til den overenskomstmæssige løn med tillæg af en rimelig avance, hvilket også ville være i strid med konkurrencereglerne. En udvidelse af medlemsvirksomhedernes forpligtelser efter overens- komsten til også at omfatte betalingsforpligtelser i forhold til selvstændige underentreprenører må forudsætte udtrykkelig hjemmel i parternes overenskomst, men en sådan hjemmel foreligger ikke. En kollektiv aftale omfatter ikke arbejde, som KTO havde stillet krav arbejdsgiveren får udført af selvstændige underentre- prenører, og arbejdsgiveren kan ikke hverken direkte eller indirekte komme til at hæfte for en un- derentreprenørs eventuelle forringede vilkår, hvilket også udtrykkeligt fastslås i § 42, stk. 1, sidste pkt. Klagers påstand 1 synes baseret på en forudsætning om, at der er en sammenhæng mellem det beløb, som underentreprenøren bliver vederlagt med, og den løn, som underentreprenøren betaler sine ansatte. En sådan sammenhæng foreligger imidlertid ikke. Underentreprenøren har f.eks. selv mulighed for at tilrettelægge arbejdet med henblik på at opnå en rationaliseringsgevinst gennem effektiviseringer, ligesom underentreprenøren kan lade arbejdet udføre under andre – og billigere – overenskomster, f.eks. vikaroverenskomsten. § 42 kom ind i overenskomsten i 2007 som afløsning for den prøveordning, som var blevet aftalt i 2004, og som forhandlingerne angikalene havde karakter af en samarbejdsaftale indgået mellem overenskomstparterne, der kunne opsiges med 3 måneders varsel. Hvis KTO menteDet er reelt den samme ordning, som er blevet videreført med § 42, stk. 2 og 3, og som alene forpligter organisationerne og ikke deres medlemmer. Den ene- ste ændring, som skete i 2007, var således, at ordningen blev gjort permanent. Formålet var at skabe nogle instrumenter, som kunne medvirke til at få branchen organiseret. Stk. 1 og 2 er derfor alene hensigtserklæringer, som er gjort operationelle gennem de efterfølgende bestemmelser. Man gik ikke videre end til at skabe et system, som skulle sikre, at underleverandørerne blev overenskomst- dækket under Serviceoverenskomsten. Dette system har de facto virket i den foreliggende sag, idet alle de underleverandører, som var indeholdt i den af Forenede Service udleverede leverandørliste, er blevet overenskomstdækket, herunder ▇▇▇▇▇ Rengøring. Vedrørende påstand 2 har indklagede navnlig anført, at det skulle have betydning for godtgørelsesniveauetikke er godtgjort, måtte KTO have stillet krav herom, men et sådant krav ville være blevet afvist. KL’s forhandlere havde ikke mandat til at efterkomme et sådant krav, og ville heller ikke have fundet anledning til at indhente et sådant mandat. Gives der KTO medhold, vil det maksimale godtgørelsesniveau kunne komme helt op på 18 måneders løn, hvilket er helt uproportionalt Forenede Rengøring har underbetalt ▇▇▇▇▇ Rengøring set i forhold til, hvad der skulle have været betalt efter overens- komsten for at få opgaverne udført. Der er heller ikke sket underbetaling, selv om der måtte skulle tages hensyn til det øvrige arbejdsmarkeden rimelig avance. Ændringen Den betaling, som er ydet, ligger således over, hvad Forenede Services egne lønudgifter ville have været efter medarbejdersammensætningen i samme periode hos Forenede Service. Der må endvidere tages hensyn til, at en del af rammeaftalens § 18, stk. 4, tilsigtede alene at forhøje opsigelsesvarslet, ikke at forhøje godtgørelsen ved uberettiget afskedarbejdet er blevet udført af ▇▇▇▇▇ Rengørings indehaver selv, og ændringen må fortolkes i overensstemmelse hermedat overenskomsten ikke er gældende for selvstændige. Rammeaftalen giver ikke i sig selv hjemmel til at tilkende en godtgørelse til en beskyttet medarbejder. Hjemmelen hertil skal findes Det er i den overenskomst, som den beskyttede medarbejder er omfattet af, og det ligger uden for denne overenskomsts forudsætningerforbindelse utvivlsomt, at der skal kunne opnås godtgørelser, som overstiger 12 måneders løn. KTO har gjort gældende, at der efter parternes aftalegrundlag foreligget et selvstændigt underentrepriseforhold og ikke kan være tvivl om, at godtgørelsesniveauet ved uberettiget afsked vil blive forhøjet som en umiddelbar refleksvirkning af, at der sker en forhøjelse om- gåelse af tillidsrepræsentanternes opsigelsesvarsel. Dette er en klar følge af henvisningen i rammeaftalens § 18, stk. 6, til overenskomstens bestemmelser, idet det maksimale godtgørelsesniveau efter overenskomsten svarer til det dobbelte af arbejdsgiverens opsigelsesvarsel over for den ansatte. Da refleksvirkningen var åbenbar, og da det ikke var på tale at ændre overenskomstens princip for, hvorledes det maksimale godtgørelsesniveau fastsættes, var der ingen anledning for KTO til at bringe spørgsmålet på banen under forhandlingerne. KTO gik som givet ud fra, at også arbejdsgiversiden var opmærksom på refleksvirkningen, og KTO har redegjort for denne i en orienteringsskrivelse om delforligets indhold, som blev sendt til KTO’s medlemsorganisationer med kopi til KL. Det er ikke usædvanligt, at et forhandlet resultat uden yderligere forhandlinger har afledede konsekvenser for andre forhold, som har en tæt sammenhængoverenskomsten.