Indklagede eksempelklausuler

Indklagede. Indklagede, DI Overenskomst I ved DI for KONE A/S, har navnlig anført, at befordring uden for normal arbejdstid som udgangspunkt ikke udgør arbejdstid. Der gøres undtagelse fra dette ud- gangspunkt, hvis der er tale om en beordret funktion, eller hvis der er indgået en særlig aftale, der fraviger udgangspunktet, som f.eks. § 14, pkt. 6, i Elektrikeroverenskomsten fra 2012, hvor det udtrykkeligt er fastsat, at der til førere af firmabiler betales normal timeløn og overtidstillæg, når der køres uden for normal arbejdstid. En sådan regel er ikke indeholdt i Industriens Overenskomst. I denne overenskomsts § 19 sondres der netop mellem befordring til udearbejdsstedet, der sker uden for arbejdstiden, og befordring, der sker inden for arbejdstiden. Hvis befordring uden for normal arbejdstid skal anses for overarbejde som påstået af klager, vil det stride mod overens- komstens § 13, hvorefter overarbejde så vidt muligt bør undgås. Overenskomstens historik viser, at der altid har været ydet en lavere betaling for befordringstid end for arbejdstid, oprindelig nor- mal timeløn uden dyrtidstillæg, senere normal timeløn minus kr. 24,58 og nu 75 % af den normale løn. Taksten for befordringstid ved kørsel uden for normal arbejdstid er i dag – medmindre andet er aftalt – 75 % af lønnen, og dette gælder, uanset om medarbejderen kører i firmabil eller i egen bil, og uanset om medarbejderen selv fører bilen eller er med som passager. I bestemmelsen om vejpenge har måden, man transporterer sig på, kun betydning for beregningen af transportudgif- terne, og altså ikke for betalingen for befordringstid. Medarbejdere hos KONE A/S, hvor det i an- sættelsesaftalen er anført, at de er ansat til fast udearbejde, har ikke ret til betaling for be- fordringstid, jf. overenskomstens § 19, stk. 4, pkt. 5. Ved sådanne vilkår er det aftalt, at alene ude- tillægget i § 19, stk. 2, skal betales, ikke vejpenge efter stk. 3. Der kan ikke stilles krav om en ud- trykkelig aftale om bortfald af vejpenge, jf. herved voldgiftskendelse af 20. juni 2000 i en sag mel- lem CO-industri for Dansk El-Forbund og Dansk Industri for Nilan Elevator ApS.
Indklagede. Fastholder, at klager hæfter for betalingen. Indklagede anser det ikke for dokumenteret, at klager indgik aftalen under trussel om vold fra tredjemand. Indklagede henviser til, at klager under behandlingen af sagen har skiftet forklaring, fra at klagers tidligere kæreste havde stjålet klagers mobiltelefon, til at abonnementsforholdet var indgået under anvendelse af trussel om vold fra den tidligere kæreste.
Indklagede. Indklagede afviser at kreditere klager yderligere ud over det allerede krediterede beløb på 714,50 kr. for det opkrævede udlandsforbrug under henvisning til indklagedes abonne- mentsvilkår og priser, idet klager er oplyst om vilkårene om Roaming Europa Plus i ordrebe- kræftelsen og via velkomst-sms’en. Indklagede henviser endvidere til, at forbruget er registreret og debiteret korrekt, samt at indklagedes undersøgelser har vist, at opkaldene er foretaget fra klagers SIM-kort med kla- gers mobilnummer. Indklagede har under sagens behandling ved Teleankenævnet frem- sendt en kopi af opkaldslisterne. Indklagede har oplyst, at det påklagede forbrug udgør 26 opkald foretaget i USA til en sam- let pris på 1.429 kr. Prisen for at ringe fra USA til et andet udland er 24 kr. pr. påbegyndt minut, og opkaldsprisen er 0,50 kr. pr. opkald. Indklagede har endvidere oplyst, at det er beklageligt, hvis en eller flere af indklagedes med- arbejdere har oplyst klager om, at forbrug fra USA til Frankrig er inkluderet i Roaming Eu- ropa Plus. Indklagede har imidlertid ingen registreringer herom.
Indklagede. Indklagede har fastholdt sit tilgodehavende og har til dokumentation for forløbet og for opgørelsen af parternes mellemværende fremlagt en række dokumenter. Indklagede har dog meddelt, at indklagede som følge af krediteringen af alle øvrige beløb vedrørende det mobile bredbånd også vil kreditere oprettelsesgebyret på 99 kr. Desuden har indklagede meddelt, at bindingsperioden for klagers ene mobilabonnement har været beregnet forkert. Indklagede vil derfor også kreditere 325,00 kr. for abonnementet Fri Tale + 10 GB Basis for perioden fra den 9. juni til den 27. juli 2017. Indklagede gør gældende, at der efter krediteringen af oprettelsesgebyret vedrørende det mobile bredbånd ikke længere er noget mellemværende og dermed heller ikke nogen tvist vedrørende det mobile bredbånd. Indklagede gør videre gældende, at alle opkrævninger har været i overensstemmelse med parternes aftale og indklagedes vilkår. Indklagede finder det endvidere godtgjort, at klager har været på færøsk net på tidspunktet for den registrerede trafik, og gør gældende, at klager hæfter for den registrerede trafik. Endvidere gør indklagede gældende, at indklagede i henhold til vilkårene ikke hæfter for krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Afslutningsvis har indklagede påpeget, at klagen ikke omfatter indklagedes slutafregning, som ikke var forfalden ved klagens modtagelse i Teleankenævnet.
Indklagede. Fastholder betalingskravet under henvisning til, at det påklagede abonnement er oprettet i klagers navn ved brug af klagers personlige oplysninger, herunder kla- gers NemID, og at klager derfor hæfter i henhold til aftalevilkårene. Indklagede gør gældende, at såfremt byrettens dom lægges til grund for så vidt angår spørgsmålet, om ▇▇▇▇▇▇ har været truet til udlevering af sine personlige op- lysninger til de to navngivne personer, så burde klager have reageret straks, efter denne trussel var ophørt, for at klager kunne påberåbe sig, at aftalen var ugyldig. Indklagede gør videre gældende, at anklageren ikke har valgt at rejse tiltale med hensyn til forholdet vedrørende aftaleindgåelsen med indklagede, idet anklageren efter indklagedes opfattelse ikke har fundet, at der forelå tilstrækkeligt bevis. Indklagede gør yderligere gældende, at der trods byrettens dom fortsat er uover- ensstemmelser i klagers forklaring om hændelsesforløbet op til aftalens indgåelse med indklagede samt om sagens øvrige faktiske oplysninger. Indklagede gør endelig gældende, at sagen er uegnet til behandling i ankenævnet, idet sagens faktum alene kan fyldestgørende belyses ved parts- og vidneforklaring med henblik på en troværdighedsvurdering under strafansvar, hvilket kun kan ske ved en domstol.
Indklagede. Indklagede bestrider, at der er grundlag for at tilkende klager et differencekrav. Hovedparten af arbejdet er udført i 2023. Klagers medlemmer har primært arbejdet på pladsen i 2021 og 2022 og kun i meget beskedent omfang i 2023. Arbejdsforholdene har udviklet sig og er meget anderledes i 2023 med over 100 medarbejdere end i de tidligere år med et beskedent antal medarbejdere. Klagers medlemmers forhold er ikke repræsentative for alle de andre og slet ikke for så vidt angår 2023, hvor der ikke er nogen uenighed om arbejdstimerne. Indklagede bestrider klagers opgørelse af antal mandemåneder. Virksomheden har, som bilag 1A viser, i 2021 haft 15-21 medarbejdere på pladsen, i 2022 20-77 og i ▇▇▇▇ ▇▇▇-▇▇▇. Der har været stor udskiftning. Totalt har Virksomheden haft omkring 250 på pladsen, og mange af disses arbejde omfatter dele af en eller flere lønningsperioder eller måneder. Registrering af en ansat som beskæftiget i en måned er derfor ikke ensbetydende med en hel måneds beskæftigelse. Bilag 1A er ikke egnet til at vise den præsterede arbejdsmængde. Indklagede har med det samtidigt fremlagte bilag 1B lavet en retvisende opgørelse af det samlede antal mandeuger i hele perioden. Denne opgørelse er baseret på en optælling dag for dag, uge for uge, af antal medarbejdere på pladsen. Den munder ud i, at der på pladsen er præsteret 625,15 mandeuger i 2021, 1.624,25 mandeuger i 2022 og 3.985 mandeuger i 2023 svarende til 1.439,82 mandemåneder i alt (beregnet med faktor 4,33). Opgørelsen er lavet af AC, Itinera. Ud fra ugesedlerne har hun uge for uge registeret de enkelte medarbejderes tilstedeværelsesomfang. Der kan ikke ekstrapoleres fra et påstået efterbetalingskrav for medlemmer baseret på deres personlige løn til et differencekrav, da besparelsen for uorganiserede skal opgøres i forhold til Overenskomstens minimumsbetaling, og opgørelsen af efterbetalingskrav er baseret på den personlige løn. Klager har af Virksomheden under den forudgående fagretlige behandling fået udleveret al efterspurgt materiale vedrørende 10 tilfældigt udtagne medarbejdere, men valgt ikke at beregne et eventuelt differencekrav ud fra dette materiale. Klager kan ikke bare i stedet vælge at benytte gruppen af medlemmer til at ekstrapolere ud fra. I den tilfældigt udvalgte gruppe på 10 indgår kun 4 af klagers medlemmer.
Indklagede. Indklagede fastholder kravet om betaling under henvisning til indklagedes abonnementsvilkår. Indklagede henviser til, at klager af indklagedes medarbejder forud for bestilling af teknikerbesøget blev oplyst om, at klager ville blive faktureret herfor, ligesom klager modtog denne information i en SMS-besked afsendt forud for besøget. Indklagede afviser, at indklagedes medarbejder har oplyst klager om, at teknikerbesøget var uden beregning.
Indklagede. Anfægter ankenævnets kompetence til at træffe afgørelse i klagesagen. Indklagede henvi- ser i den forbindelse til, at der ikke foreligger en konkret økonomisk tvist, og at der alene er tale om spørgsmålet, om indklagedes ”For altid”-kampagne er i overensstemmelse med markedsføringsloven.
Indklagede. Indklagede afviser at kreditere klager for det opkrævede udlandsforbrug under henvisning til indklagedes abonnementsvilkår og priser.
Indklagede. Anfægter ankenævnets kompetence til at behandle klagen. Indklagede henviser til, at sagen som følge af, at der er tale om en klage over en betalingstjeneste, skal behandles i Pengeinstitutankenævnet. Indklagede gør i den forbindelse gældende, at indklagede ikke er rette part i sagen, men at klager må rejse kravet over for klagers pengeinstitut. I tilfælde af, at ankenævnet behandler klagen, gør indklagede gældende, at klager ikke har fremlagt dokumentation for de påståede opkrævninger. Indklagede afviser i den forbindelse at bidrage til sagens oplysning, idet klager ikke har fuldmagt til at kræve oplysninger om XX's aftaleforhold.