Common use of Litteratur Clause in Contracts

Litteratur. Kjølbro, 2023, s. 99-102 ▇▇▇▇▇▇, ▇’▇▇▇▇▇ & ▇▇▇▇▇▇▇▇, 2023, s. 122-123 Art. 33 drejer sig om statsklager. Reglerne om den individuelle klagead- gang findes i art. 34. Kontrol med staternes overholdelse af EMRK’s be- stemmelser kan ligeledes finde sted ved anvendelse af proceduren i art. 52. I forbindelse med diskussionen om staternes ret til at indbringe statskla- ger er formuleringen i præamblen om »den kollektive håndhævelse« af be- tydning, jf. nedenfor afsnit 1. I henhold til CPR art. 41 kan kontraherende sta- ter indgive klager over andre kontraherende stater til Menneskerettighedsko- mitéen. Også CERD art. 11 og CAT art. 21 tillader sådanne statsklager. I for- bindelse med konflikten mellem Georgien og Rusland i august 2008 har Ge- orgien indklaget Rusland for ICJ efter CERD art. 22, jf. om sagen for EMD med baggrund i samme konflikt nedenfor. Ifølge art. 33 kan en medlemsstat indgive klage til EMD over ethvert på- stået brud på EMRK’s bestemmelser foretaget af en anden medlemsstat. Ale- ne en påstand om, at en eller flere af bestemmelserne er krænket, vil være til- strækkelig til, at en statsklage kan antages til realitetsbehandling af EMD, jf. således EMK’s admissibilitetsafgørelse af 6/12 1983 i statsklagesagen ▇▇▇▇▇- ▇▇▇ m.fl. mod Tyrkiet (»the allegation of such a breach is, in principle, suffici- ent«). Klagebetingelserne i art. 35, stk. 1, hvorefter den indklagede stats retsmidler skal være udtømte, og klagen skal indgives inden 4 måneder fra datoen for den endelige nationale afgørelse, gælder efter ordlyden af be- stemmelsen også for statsklager, men i konventionsorganernes praksis er den førstnævnte betingelse dog anvendt i tillempet form, jf. nedenfor afsnit 2 og kommentaren til art. 35. De øvrige klagebetingelser i art. 35 gælder kun for individuelle klager. Staternes tiltrædelse af EMRK giver som en undtagelse til almindelige folkeretlige regler EMD obligatorisk kompetence til at afgøre art. 33-sager uden yderligere accept fra den indklagede stat. En borger, som ønsker en krænkelse af EMRK påtalt, har med art. 33 et indirekte middel til sin rådighed – i form af muligheden for at søge at formå en/sin stat til at påtale en krænkelse over for en anden stat. Den nedenfor nævnte sag Danmark mod Tyrkiet 5/4 2000 (dec) illustrerer dette. Også i sa- gen Georgien mod Rusland blev det gjort gældende, at konventionen var krænket i forhold til navngivne enkeltpersoner, jf. Georgien (nr. 1) 3/7 2014. Større praktisk betydning har dog det forhold, at en stat i medfør af art. 36, stk. 1, jf. procesreglementets art. 44, kan intervenere i en klagesag til støtte for en af sine statsborgere. Dette sker ikke helt sjældent, jf. f.eks. Demopou- los m.fl. 1/3 2010 (dec) og ▇▇▇▇▇▇▇* 17/5 2010. I tilfælde, hvor individu- alklager har baggrund i konflikter mellem to eller flere medlemslande, kan sådan statsintervention – ikke mindst hvor flere sager behandles samlet – be- virke, at sagsbehandlingen kommer til at minde meget om statsklagesager, jf. som et eksempel sagerne Chiragov mod Armenien og Sargsyan mod Azer- bajdjan, der blev behandlet samlet i Storkammeret. Sådanne sager er ofte meget ressourcekrævende for EMD. Det begrænsede antal af statsklager afspejler den beskedne praktiske be- tydning af bestemmelsen. En væsentlig årsag er staternes generelle ulyst til at føre proces mod hinanden, men også det forhold, at langt de fleste medlems- stater i Europa tidligt anerkendte individets klageret, har bevirket, at der kun har været få statsklager. Siden ikrafttræden af P11 har den individuelle klage- ret været obligatorisk og en integreret komponent i EMRK. Se nærmere i kommentaren til art. 34. Konventionsorganerne har afsluttet 22 statsklagesager og der verserer i maj 2024 15 statsklagesager, herunder seks med Rusland.

Litteratur. Kjølbro, 2023, s. 99-102 ▇▇▇▇▇▇, ▇’▇▇▇▇▇ & ▇og ▇▇▇▇▇▇▇, 20232009, s. 122-123 Art455 Bestemmelsen giver kamrene beføjelse til at henvise en sag til Storkammeret, hvis den enten rejser et principielt fortolkningsspørgsmål i forhold til en bestemmelse i EMRK eller protokollerne hertil, eller der under en sags be- handling opstår spørgsmål om eventuelt at fravige hidtidig retspraksis. 33 drejer sig om statsklager. Reglerne om En til- svarende bestemmelse fandtes i den individuelle klagead- gang findes i tidligere EMD’s procesreglement regel 51, idet art. 34. Kontrol med staternes overholdelse af EMRK’s be- stemmelser kan ligeledes finde sted ved anvendelse af proceduren i art. 52. I forbindelse med diskussionen om staternes ret 30 dog ikke pålægger kamrene nogen forpligtelse til at indbringe statskla- ger henvise i de nævnte situationer. Beslutning om henvisning træffes ved en sædvanlig flertalsafgørelse. For at modvirke en for tilbageholdende henvisningspraksis er formuleringen det i præamblen om »den kollektive håndhævelse« af be- tydning, jf. nedenfor afsnit 1. I henhold til CPR art. 41 kan kontraherende sta- ter indgive klager over andre kontraherende stater til Menneskerettighedsko- mitéen. Også CERD art. 11 og CAT art. 21 tillader sådanne statsklager. I for- bindelse med konflikten mellem Georgien og Rusland i august 2008 har Ge- orgien indklaget Rusland for ICJ efter CERD art. 22, jf. om sagen for EMD med baggrund i samme konflikt nedenfor. Ifølge art. 33 kan en medlemsstat indgive klage til EMD over ethvert på- stået brud på EMRK’s bestemmelser foretaget af en anden medlemsstat. Ale- ne en påstand om, at en eller flere af bestemmelserne er krænket, vil være til- strækkelig til, at en statsklage kan antages til realitetsbehandling af EMD, jf. således EMK’s admissibilitetsafgørelse af 6/12 1983 i statsklagesagen ▇▇▇▇▇- ▇▇▇ m.fl. mod Tyrkiet (»the allegation of such a breach is, in principle, suffici- ent«). Klagebetingelserne i art. 35procesreglementets regel 24, stk. 12, hvorefter den indklagede stats retsmidler litra c, fastsat, at Storkammeret i henviste sager skal være udtømteomfatte dommerne i det kammer, og klagen skal indgives inden 4 måneder fra datoen for den endelige nationale afgørelse, gælder efter ordlyden af be- stemmelsen også for statsklager, men hvorfra henvisning ske- te. Henvisning finder dog ikke sted i konventionsorganernes praksis er den førstnævnte betingelse dog anvendt i tillempet form, jf. nedenfor afsnit 2 og kommentaren til art. 35noget betydeligt antal sager. De øvrige klagebetingelser i art. 35 gælder kun for individuelle klager. Staternes tiltrædelse af EMRK giver som en undtagelse til almindelige folkeretlige regler EMD obligatorisk kompetence til at afgøre art. 33-sager uden yderligere accept fra den indklagede stat. En borgerfleste storkammersager har vedrørt principielle spørgsmål om konventionens ræk- kevidde, som ønsker en krænkelse af EMRK påtaltder ikke tidligere har været taget stilling til. Nærmere oplysnin- ger om henviste sager kan findes i EMD’s årsberetninger, har med art. 33 et indirekte middel til sin rådighed – i form af muligheden for at søge at formå en/sin stat til at påtale en krænkelse over for en anden stat. Den nedenfor nævnte sag Danmark mod Tyrkiet 5/4 2000 (dec) illustrerer dette. Også i sa- gen Georgien mod Rusland blev det gjort gældende, at konventionen var krænket i forhold til navngivne enkeltpersoner, jf. Georgien (nrder er tilgængelige på EMD’s hjemmeside. 1) 3/7 2014. Større praktisk betydning har dog det forholdaugust 2021, at en stat i medfør af artblev betingelsen ophævet. 36, stk. 1, jf. procesreglementets art. 44, kan intervenere i en klagesag til støtte for en af sine statsborgere. Dette sker ikke helt sjældent, jf. f.eks. Demopou- los m.fl. 1/3 2010 (dec) og ▇▇▇▇▇▇▇* 17/5 2010. I tilfælde, hvor individu- alklager har baggrund i konflikter mellem to eller flere medlemslande, kan sådan statsintervention – ikke mindst hvor flere sager behandles samlet – be- virke, at sagsbehandlingen kommer til at minde meget om statsklagesager, jf. som et eksempel sagerne Chiragov mod Armenien og Sargsyan mod Azer- bajdjan, der blev behandlet samlet i Storkammeret. Sådanne sager er ofte meget ressourcekrævende for EMD. Det begrænsede antal af statsklager afspejler den beskedne praktiske be- tydning af bestemmelsen. En væsentlig årsag er staternes generelle ulyst til at føre proces mod hinanden, men også det forhold, at langt de fleste medlems- stater i Europa tidligt anerkendte individets klageret, har bevirket, at der kun har været få statsklager. Siden ikrafttræden af P11 har den individuelle klage- ret været obligatorisk og en integreret komponent i EMRK. Se nærmere i kommentaren til art. 34. Konventionsorganerne har afsluttet 22 statsklagesager og der verserer i maj 2024 15 statsklagesager, herunder seks med Rusland.Storkammeret‌‌