Bevis. De indholdsmæssige rammer for kartellet kan være fastlagt i en decideret af- tale, men der kan også være tale om et uformelt samarbejde i form af en sam- ordnet praksis. Da formålet netop er at begrænse konkurrencen mellem delta- gere, vil de typisk gøre alt for at hemmeligholde kartellets eksistens ved f.eks. at afholde hemmelige møder og begrænse eksistensen af dokumenter til et minimum. Dette kan indebære store udfordringer for en konkurrencemyndig- hed med at bevise eksistensen af et kartel. Unionsdomstolene har imidlertid i relation til Kommissionens bevisbyrde for en overtrædelse af artikel 101, stk. 1, udtalt, at eftersom forbuddet mod at deltage i konkurrencebegrænsende aftaler er almindeligt kendt, kan det ikke kræves, at Kommissionen fremlægger dokumenter, der udtrykkeligt viser en ulovlig kontakt mellem virksomhederne. Men selv i de tilfælde, hvor Kom- missionen finder dokumenter, der udtrykkeligt viser en ulovlig kontakt mel- lem virksomheder, såsom mødereferater, er disse ofte »brudstykkeagtige og spredte«, hvilket gør det nødvendigt at rekonstruere visse enkeltheder ved hjælp af følgeslutninger. Ifølge unionsdomstolene kan eksistensen af et kartel under disse omstændigheder »udledes ved en slutning ud fra et vist antal sammenfaldende omstændigheder og indicier, der, når de betragtes samlet, og i mangel af en anden logisk forklaring, kan udgøre beviset for en tilsidesæt- telse af konkurrencereglerne« (præmis 55-57 i Aalborg Portland m.fl., de for- enede sager C-204/00 P m.fl., præmis 22 i Lafarge, sag C-413/08 P, og præ- mis 97 i Aragonesas Industri, sag T-348/08). I Lely-sagen gjorde virksomhederne gældende, at eftersom Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen havde meldt ud, at der var tale om en strafbar overtræ- delse, skulle Konkurrenceankenævnet foretage en strafferetlig bevisbedøm- melse. Ankenævnet fandt ikke grundlag for at anvende et skærpet beviskrav; »beviskravet i denne sag adskiller sig ikke fra beviskravet i andre sager om overtrædelse af konkurrencelovens § 6 og TEUF artikel 101« – KAN’s ken- delse af 30.09.2015 Lely Nordic A/S m.fl. Den omstændighed, at et kartel rent faktisk viser sig ikke at medføre høje- re priser – eller at der ligefrem kan konstateres et prisfald – er ikke ensbety- dende med, at kartellet er lovligt. I sagen om det såkaldte metioninkartel havde der – trods kartellet – været et prisfald på metionin bl.a. som følge af faldende efterspørgsel. Karteldeltagerne gjorde gældende, at Kommissionen ikke i tilstrækkeligt omfang havde godtgjort kartellets skadelige indvirk- ninger på markedet. Retten fandt, at det ikke påhvilede Kommissionen at skulle bevise, at priserne steg som følge af kartellet (præmis 231 i Degussa, sag T-279/02). Retten nedsatte dog den pålagte bøde, da Kommissionen ikke i tilstrækkeligt omfang havde bevist, at pri- serne – hvis der ikke havde været et kartel – ville være faldet yderligere. For et lidt usædvanligt tilfælde kan henvises til KAN’s kendelse af 13.07.2017 HMN Na- turgas I/S m.fl. hvor parterne i forbindelse med drøftelser af en lovlig vertikal underleve- randøraftale, som førte til en samlet besparelse for kunderne på reservedele, samtidig hav- de indgået en horisontal aftale om koordinering af abonnementspriser for service på natur- gasfyr til slutbrugere, hvor parterne var konkurrenter. KAN henviste til, at prisen i fravær af aftalen kunne være blevet endnu lavere. Opretholdt ved Sø- og Handelsrettens dom trykt i UfR 2019.3608 SH og Østre Landsrets dom trykt i UfR 2021.2449 Ø. Efter § 23 d og § 23 e er der mulighed for, at en karteldeltager kan opnå straf- lempelse ved at oplyse myndighederne om kartellets eksistens m.v. Denne mulighed for straflempelse for den enkelte karteldeltager må ikke sammen- blandes med muligheden for, at en konkurrencebegrænsende aftale m.v. i medfør af § 8 kan undtages fra forbuddet i § 6 – en mulighed, der er ikke- eksisterende, når det drejer sig om en kartelaftale, jf. afsnit 18.1 ovenfor. En ansøgning om straflempelse kan derimod udgøre et bevis for, at en virksom- hed ikke (længere) deltager i et kartel, jf. § 23 d, stk. 3, nr. 2. I sagen om Total Marketing Services, sag C-634/13 P, havde en ansat i TMS ikke deltaget i kartellets tre sidste møder, inden Kommissionen foretog kontrolundersøgelser hos kartel- deltagerne. Den ansatte havde inden et af møderne i en intern mail til en anden ansat i TMS gjort opmærksom på, at vedkommende »i betragtning af formålet med mødet« ikke ønske- de at deltage. Retten fandt, at udeblivelse fra de tre møder og den interne mail selvsagt ikke kunne betragtes som en offentlig afstandtagen. Heri var Domstolen enig, men præciserede dog samtidig, at Retten havde begået en fejl ved at have udtalt, at en offentlig afstandtagen var det eneste middel, som en virksomhed, der var involveret i et kartel, rådede over med henblik på at bevise, at dens deltagelse i kartellet var ophørt. Domstolen foretog således en sondring mellem en virksomheds deltagelse i et konkurrencebegrænsende møde og delta- gelsen i »en overtrædelse, som strækker sig over flere år«. I det første tilfælde udgør en offentlig afstandtagen det nødvendige bevis for at afkræfte formodningen for, at en virk- somhed har deltaget i en overtrædelse. Hvad angår det andet tilfælde, kan en offentlig af- standtagen udgøre et blandt flere beviser, der kan afkræfte formodningen for, at en virk- somhed har deltaget i en overtrædelse (præmis 23-24). I præmis 46 i Eturas, sag C-74/14, udtalte Domstolen, at en anden form for bevis kan være »en henvendelse« til en konkurrencemyndighed, hvor den gør myndigheden opmærksom på overtrædelsen. En sådan henvendelse vil i praksis formentlig kun ske i form af en an- søgning om straflempelse. Dannelsen af et kartel under dække af en selskabskonstruktion kan også være omfattet af forbuddet i § 6, stk. 1: Afg. af 30.08.2000 A/S De Forenede Teglværker, hvor en række teglværker var ejere af såvel DFT A.m.b.a. som DFT A/S. Andelsselskabet, der var et søsterselskab til DFT A/S, havde indgået en aftale med DFT, hvorefter aktieselskabet blev udpeget som eneforhandler af andelsselskabets produkter. DFT skulle ifølge aftalen selv fastsætte videresalgspriserne. Da andelsselskabet imidlertid fastsatte, hvilke mængder de enkelte teglværker skulle levere til andelsselskabet, og da der var identitet mellem aktionærerne i DFT og de enkelte tegl- værker, fandt rådet, at der i realiteten var tale om et formaliseret salgs- og priskartel. For øvrig dansk praksis om karteller, se f.eks.: Det såkaldte elkartel, der blev afdækket via en række kontrolundersøgelser i 1998. Kartel- let indebar en såkaldt meldeordning for virksomheder i elinstallationsbranchen, og hvoref- ter alle interesserede medlemsvirksomheder havde kunnet ringe til brancheforeningens fæl- les meldekontor og telefonisk få oplyst, hvem der ønskede at byde på en opgave. De by- dende virksomheder havde herefter aftalt, hvem der skulle vinde licitationen. De øvrige deltagende virksomheder havde fået oplyst af det udpegede vinderfirma, hvilken tilbuds- sum de ikke måtte gå under. Der havde været oprettet såkaldte sorte bøger, som dokumen- terede den måde, koordineringen var foregået på, herunder, at når en virksomhed havde fået lov til at vinde en licitation, var vinderens »tilbudsgæld« til hver af de øvrige tilbuds- givere vokset med en andel af tilbudssummen. Ved hver ny licitation havde den blandt de interesserede bydere, der havde haft den højeste »tilbudssaldo«, haft retten til at vinde lici- tationen. Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet behandlede sagerne; ved årsskiftet 2003/2004 var der samlet givet 25,6 mio. kr. i bøder til 204 virk- somheder (jf. kapitel 10 og 11 i Konkurrenceredegørelse 2004. Kapitel 3 i Konkurrencere- degørelse 2001 (og et dertil hørende notat) indeholder en beregning af kartellets indvirk- ning på priserne for elarbejder). Det såkaldte vvs-kartel indebar ligesom elkartellet et sortbogsregnskab over, hvem der havde »vundet« et udbud, og hvem der stod for tur til at vinde det næste udbud. I et sort- bogsregnskab fandtes et ark for hver virksomhed, som bogens ejer i tidens løb havde koor- dineret tilbud med. Kartellet omfattede 113 virksomheder, der i større eller mindre grad havde medvirket i koordinering af ca. 700 entrepriser til en samlet værdi af ca. 1,8 mia. kr. (se afg. af 30.11.2005 Redegørelse om konkurrenceforhold i vvs-branchen). Afg. af 28.03.2007 Lokalbanksamarbejdet, hvor rådet fandt, at syv lokale banker inden for detailbankmarkedet havde etableret et samarbejde, der for det første omfattede en mar- kedsdelingsaftale, hvorefter de dels ikke ville etablere sig i hinandens såkaldte moderbyer, dvs. de byer, hvor de havde deres respektive hovedkontorer, dels ikke aktivt ville opsøge hinandens kunder. Den geografiske markedsdelingsaftale blev indgået på et årsmøde i 2003 og blev indsat som et særligt punkt i en skriftlig samarbejdsaftale fra 2004, som imid- lertid ifølge bankerne var blevet suspenderet, dagen før at styrelsen foretog kontrolunder- søgelser i seks af bankerne. Aftalen om ikke at opsøge hinandens kunder fremgik dels af korrespondance, dels af referatet fra årsmødet i 2003. For det andet havde de pågældende banker haft en samordnet praksis, hvorefter de ind- hentede, videregav og drøftede fortrolige, individuelle, detaljerede og aktuelle oplysninger af betydning for bankernes pris- og gebyrpolitik. Ved denne udveksling m.v. af fortrolige oplysninger havde bankerne ifølge rådet haft mulighed for at tage hensyn til, hvilken poli- tik den enkelte bank ville føre. Med KAN’s kendelse af 02.10.2007 Møns bank m.fl. udtalte ankenævnet bl.a., at sam- arbejdet, »selv om det ikke er i nærheden af et klassisk kartel eller en egentlig markedsde- ling«, måtte anses for at have konkurrencebegrænsninger som formål, at det havde udgjort en overtrædelse af § 6, stk. 1, og at der havde været grundlag for rådet til at udstede påbud til bankerne om at ophæve den geografiske markedsdelingsaftale, den kundemæssige mar- kedsdelingsaftale og at ophøre med at indhente, afgive, videregive og drøfte oplysninger om bankernes pris- og gebyrpolitik m.v. I KAN’s kendelse af 11.04.2016 Eurostar Danmark A/S og LKF Vejmarkering A/S udtalte ankenævnet, at en aftale om et fælles bud fra to konkurrenter, der hver især kunne have afgivet et bud, ikke kunne betegnes som en klassisk kartelaftale om priskoordinering eller markedsopdeling, selv om aftalen »ifølge sin natur var egnet til at skade konkurrencen« og havde til formål at begrænse konkurrencen. Kendelsen blev opretholdt af Højesteret i UfR 2020.524 H, men Højesteret omtalte ikke spørgsmålet om, hvorvidt der forelå en såkaldt klassisk kartelaftale og i givet fald betydningen heraf. De såkaldte storkøbenhavnske byggekarteller, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kontrolundersøgelser i 2010 fulgt op af SØIK’s ransagninger afdækkede, at et større antal entreprenører havde foretaget tilbudskoordinering i form af udveksling af oplysninger om priser og andre vilkår for en entreprise forud for tilbudsafgivningen. Kartellet omfattede i hvert fald 50 byggeprojekter til en samlet værdi af 400-500 millioner kroner. Der var tale om både private og offentlige byggerier, herunder opførelse af skoler og plejehjem for of- fentlige midler. De fleste af sagerne blev afgjort ved, at virksomhederne betalte de bødefo- relæg, som SØIK præsenterede for dem. Enkelte af sagerne blev behandlet ved domstole- ne. For en oversigt over de involverede virksomheder henvises til Konkurrence- og For- brugerstyrelsens hjemmeside. På Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside findes endvidere en udførlig liste over alle afgørelser i kartelsager.
Appears in 1 contract
Bevis. De indholdsmæssige rammer for kartellet Det er ikke et krav for, at en samordnet praksis kan være fastlagt i en decideret af- taleantages at foreligge, men at der kan også være tale om et uformelt samarbejde bevises en egentlig plan for samarbejdet (præmis 173 i form af en sam- ordnet praksisSuiker Unie, de forenede sager 40/73 m.fl., samt præmis 55 i Tate & Lyle, de forenede sa- ger T-202/98 m.fl.). Da formålet netop er at begrænse konkurrencen mellem delta- gere, vil de typisk gøre alt for at hemmeligholde kartellets eksistens ved f.eks. at afholde hemmelige møder og begrænse eksistensen af dokumenter til et minimum. Dette kan indebære store udfordringer for en konkurrencemyndig- hed med at bevise eksistensen af et kartel. Unionsdomstolene har imidlertid i I relation til Kommissionens bevisbyrde for en overtrædelse af artikel 101, stk. 1, udtalt, at eftersom har Retten ud- talt: »Da forbuddet mod at deltage i konkurrencebegrænsende aftaler er almindeligt kendt, kan det desuden ikke kræves, at Kommissionen fremlægger dokumenter, der udtrykkeligt viser en ulovlig kontakt mellem virksomhedernede pågældende erhvervsdrivende. Men selv i de tilfælde, hvor Kom- missionen finder De brudstykkeagtige og spredte dokumenter, der udtrykkeligt viser en ulovlig kontakt mel- lem virksomhedersom Kommissionen er i besiddelse af, såsom mødereferater, er disse ofte »brudstykkeagtige og spredte«, hvilket gør det nødvendigt burde i hvert fald kunne sup- pleres ved at rekonstruere visse enkeltheder ved hjælp af følgeslutninger. Ifølge unionsdomstolene kan eksistensen af et kartel under disse omstændigheder »Den omstændig- hed, at der foreligger en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale, skal derfor udledes ved en slutning ud fra et vist antal sammenfaldende omstændigheder og indicier, der, når de betragtes samlet, og i mangel af en anden logisk forklaring, forklaring kan udgøre beviset for en tilsidesæt- telse tilsidesættelse af konkurrencereglernekonkurrencereglerne [...]« (præmis 55-57 i Aalborg Portland m.fl., de for- enede sager C-204/00 P m.fl., præmis 22 i Lafarge, sag C-413/08 P, og præ- mis 97 i Aragonesas IndustriAragonesas, sag T-348/08, EU:T:2011:621, der indeholder fyldig henvisning til tidligere praksis). I Lely-sagen gjorde virksomhederne gældende, at eftersom Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen havde meldt ud, at der var tale om en strafbar overtræ- delse, skulle Konkurrenceankenævnet foretage en strafferetlig bevisbedøm- melse. Ankenævnet fandt ikke grundlag for at anvende et skærpet beviskrav; »beviskravet i denne sag adskiller sig ikke fra beviskravet i andre sager om overtrædelse af konkurrencelovens § 6 og TEUF artikel 101« – KAN’s ken- delse af 30.09.2015 Lely Nordic A/S m.fl. Den omstændighed, at et kartel rent faktisk viser sig ikke at medføre høje- re priser – eller at der ligefrem kan konstateres et prisfald – er ikke ensbety- dende med, at kartellet er lovligt. I sagen om det såkaldte metioninkartel havde der – trods kartellet – været et prisfald på metionin bl.a. som følge af faldende efterspørgsel. Karteldeltagerne gjorde gældende, at Kommissionen ikke i tilstrækkeligt omfang havde godtgjort kartellets skadelige indvirk- ninger på markedet. Retten fandt, at det ikke påhvilede Kommissionen at skulle bevise, at priserne steg som følge af kartellet (præmis 231 i Degussa, sag T-279/02). Retten nedsatte dog den pålagte bøde, da Kommissionen ikke i tilstrækkeligt omfang havde bevist, at pri- serne – hvis der ikke havde været et kartel – ville være faldet yderligere. For et lidt usædvanligt tilfælde kan henvises til KAN’s kendelse af 13.07.2017 HMN Na- turgas I/S m.fl. hvor parterne i forbindelse med drøftelser af en lovlig vertikal underleve- randøraftale, som førte til en samlet besparelse for kunderne på reservedele, samtidig hav- de indgået en horisontal aftale om koordinering af abonnementspriser for service på natur- gasfyr til slutbrugere, hvor parterne var konkurrenter. KAN henviste til, at prisen i fravær af aftalen kunne være blevet endnu lavere. Opretholdt ved Sø- og Handelsrettens dom trykt i UfR 2019.3608 SH og Østre Landsrets dom trykt i UfR 2021.2449 Ø. Efter § 23 d og § 23 e er der mulighed for, at en karteldeltager samordnet praksis kan opnå straf- lempelse ved antages at oplyse myndighederne om kartellets eksistens m.v. Denne mulighed for straflempelse for den enkelte karteldeltager må ikke sammen- blandes med muligheden forforeligge, at en konkurrencebegrænsende aftale m.v. i medfør af § 8 kan undtages fra forbuddet i § 6 – en mulighed, der er ikke- eksisterende, når det drejer sig om en kartelaftale, jf. afsnit 18.1 ovenfor. En ansøgning om straflempelse kan derimod udgøre et bevis for, at en virksom- hed ikke (længere) deltager i et kartel, jf. § 23 d, stk. 3, nr. 2. I sagen om Total Marketing Services, sag C-634/13 P, havde en ansat i TMS ikke deltaget i kartellets tre sidste møder, inden Kommissionen foretog kontrolundersøgelser hos kartel- deltagerne. Den ansatte havde inden et af møderne i en intern mail til en anden ansat i TMS gjort opmærksom på, at vedkommende »i betragtning af formålet med mødet« ikke ønske- de at deltage. Retten fandt, at udeblivelse fra de tre møder og den interne mail selvsagt ikke kunne betragtes som en offentlig afstandtagen. Heri var Domstolen enig, men præciserede dog samtidig, at Retten havde begået en fejl ved at have udtalt, at en offentlig afstandtagen var det eneste middel, som en virksomhed, der var involveret i et kartel, rådede over med henblik på at bevise, at dens deltagelse i kartellet var ophørt. Domstolen foretog således en sondring mellem en virksomheds deltagelse i et konkurrencebegrænsende møde og delta- gelsen i »en overtrædelse, som strækker sig over flere år«. I det første tilfælde udgør en offentlig afstandtagen det nødvendige bevis for at afkræfte formodningen for, at en virk- somhed har deltaget i en overtrædelse. Hvad angår det andet tilfælde, kan en offentlig af- standtagen udgøre et blandt flere beviser, der kan afkræfte formodningen for, at en virk- somhed har deltaget i en overtrædelse (præmis 23-24). I præmis 46 i Eturas, sag C-74/14, udtalte Domstolen, at en anden form for bevis kan være »en henvendelse« til en konkurrencemyndighed, hvor den gør myndigheden opmærksom på overtrædelsen. En sådan henvendelse vil i praksis formentlig kun ske i form af en an- søgning om straflempelse. Dannelsen af et kartel under dække af en selskabskonstruktion kan også være omfattet af forbuddet i § 6, stk. 1: Afg. af 30.08.2000 A/S De Forenede Teglværker, hvor en række teglværker var ejere af såvel DFT A.m.b.a. som DFT A/S. Andelsselskabet, der var et søsterselskab til DFT A/S, havde indgået en aftale med DFT, hvorefter aktieselskabet blev udpeget som eneforhandler af andelsselskabets produkter. DFT skulle ifølge aftalen selv fastsætte videresalgspriserne. Da andelsselskabet imidlertid fastsatte, hvilke mængder de enkelte teglværker skulle levere til andelsselskabet, og da der var identitet mellem aktionærerne i DFT og de enkelte tegl- værker, fandt rådet, at der i realiteten var tale om et formaliseret salgs- og priskartel. For øvrig dansk praksis om karteller, se f.eks.: Det såkaldte elkartel, der blev afdækket via en række kontrolundersøgelser i 1998. Kartel- let indebar en såkaldt meldeordning for virksomheder i elinstallationsbranchen, og hvoref- ter alle interesserede medlemsvirksomheder havde kunnet ringe til brancheforeningens fæl- les meldekontor og telefonisk få oplyst, hvem der ønskede at byde på en opgave. De by- dende virksomheder havde herefter aftalt, hvem der skulle vinde licitationen. De øvrige deltagende virksomheder havde fået oplyst af det udpegede vinderfirma, hvilken tilbuds- sum de ikke måtte gå under. Der havde været oprettet såkaldte sorte bøger, som dokumen- terede den måde, koordineringen var foregået på, herunder, at når en virksomhed havde fået lov til at vinde en licitation, var vinderens »tilbudsgæld« til hver af de øvrige tilbuds- givere vokset med en andel af tilbudssummen. Ved hver ny licitation havde den blandt de interesserede bydere, der havde haft den højeste »tilbudssaldo«, haft retten til at vinde lici- tationen. Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet behandlede sagerne; ved årsskiftet 2003/2004 var der samlet givet 25,6 mio. kr. i bøder til 204 virk- somheder (jf. kapitel 10 og 11 i Konkurrenceredegørelse 2004. Kapitel 3 i Konkurrencere- degørelse 2001 (og et dertil hørende notat) indeholder en beregning af kartellets indvirk- ning på priserne for elarbejder). Det såkaldte vvs-kartel indebar ligesom elkartellet et sortbogsregnskab over, hvem der havde »vundet« et udbud, og hvem der stod for tur til at vinde det næste udbud. I et sort- bogsregnskab fandtes et ark for hver virksomhed, som bogens ejer i tidens løb havde koor- dineret tilbud med. Kartellet omfattede 113 virksomheder, der i større eller mindre grad havde medvirket i koordinering af ca. 700 entrepriser til en samlet værdi af ca. 1,8 mia. kr. (se afg. af 30.11.2005 Redegørelse om konkurrenceforhold i vvs-branchen). Afg. af 28.03.2007 Lokalbanksamarbejdet, hvor rådet fandt, at syv lokale banker inden for detailbankmarkedet havde etableret et samarbejde, skal der for det første omfattede have været en mar- kedsdelingsaftale, hvorefter de dels ikke ville etablere sig i hinandens såkaldte moderbyer, dvs. de byer, hvor de havde deres respektive hovedkontorer, dels ikke aktivt ville opsøge hinandens kunder. Den geografiske markedsdelingsaftale blev indgået på et årsmøde i 2003 og blev indsat som et særligt punkt i en skriftlig samarbejdsaftale fra 2004, som imid- lertid ifølge bankerne var blevet suspenderet, dagen før at styrelsen foretog kontrolunder- søgelser i seks af bankerne. Aftalen om ikke at opsøge hinandens kunder fremgik dels af korrespondance, dels af referatet fra årsmødet i 2003eller anden form for kontakt mellem virksomhederne. For det andet havde de pågældende banker haft en samordnet praksisskal der være tale om, hvorefter de ind- hentede, videregav og drøftede fortrolige, individuelle, detaljerede og aktuelle oplysninger af betydning for bankernes pris- og gebyrpolitik. Ved denne udveksling m.v. af fortrolige oplysninger havde bankerne ifølge rådet haft mulighed at virksomheder samordner deres adfærd i stedet for at tage hensyn til, hvilken poli- tik den enkelte bank ville førekonkurrere. Med KAN’s kendelse af 02.10.2007 Møns bank m.fl. udtalte ankenævnet bl.a., at sam- arbejdet, »selv om For det ikke er i nærheden af et klassisk kartel eller tredje skal foreligge der en egentlig markedsde- ling«, måtte anses for at have konkurrencebegrænsninger som formål, at det havde udgjort en overtrædelse af § 6, stk. 1, og at der havde været grundlag for rådet til at udstede påbud til bankerne om at ophæve den geografiske markedsdelingsaftale, den kundemæssige mar- kedsdelingsaftale og at ophøre med at indhente, afgive, videregive og drøfte oplysninger om bankernes pris- og gebyrpolitik m.v. I KAN’s kendelse af 11.04.2016 Eurostar Danmark A/S og LKF Vejmarkering A/S udtalte ankenævnet, at en aftale om et fælles bud fra to konkurrenteradfærd på markedet, der hver især kunne have afgivet et budligger i forlængelse af samordningen, ikke kunne betegnes som en klassisk kartelaftale om priskoordinering eller markedsopdeling, selv om aftalen »ifølge sin natur var egnet til at skade konkurrencen« dvs. der skal være årsagsforbindelse mellem samordningen på den ene side og havde til formål at begrænse konkurrencenadfærden på den anden side.
10.2.1. Kendelsen blev opretholdt af Højesteret i UfR 2020.524 H, men Højesteret omtalte ikke spørgsmålet om, hvorvidt der forelå en såkaldt klassisk kartelaftale og i givet fald betydningen herafKontakt mellem virksomheder
10.2.2. De såkaldte storkøbenhavnske byggekarteller, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kontrolundersøgelser i 2010 fulgt op af SØIK’s ransagninger afdækkede, at et større antal entreprenører havde foretaget tilbudskoordinering i form af udveksling af oplysninger om priser og andre vilkår for en entreprise forud for tilbudsafgivningen. Kartellet omfattede i hvert fald 50 byggeprojekter til en samlet værdi af 400-500 millioner kroner. Der var tale om både private og offentlige byggerier, herunder opførelse af skoler og plejehjem for of- fentlige midler. De fleste af sagerne blev afgjort ved, at virksomhederne betalte de bødefo- relæg, som SØIK præsenterede for dem. Enkelte af sagerne blev behandlet ved domstole- ne. For en oversigt over de involverede virksomheder henvises til Konkurrence- og For- brugerstyrelsens hjemmeside. På Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside findes endvidere en udførlig liste over alle afgørelser i kartelsager.Samordning
Appears in 1 contract