Contract
§ 1.
I. Navn og formål
Foreningens navn er: VARDE FALDSKÆRMSKLUB (VAF). Foreningen er stiftet den 13. februar 1969 i Varde. Foreningen er medlem af Dansk Faldskærms Union (DFU), og er dermed medlem af Dansk Idrætsforbund (DIF) og tilknyttet Kongelig Dansk Aeroklub (KDA).
§ 2.
Foreningens formål er at udbrede kendskab til og fremme interessen for faldskærmssporten.
Dette gøres ved at iværksætte teoretisk og praktisk undervisning, samt at arrangere og formidle deltagelse i stævner og kurser til uddannelse af faldskærmsspringere, instruktører og officials.
Foreningen skal arbejde for, at adgangen til springvirksomhed lettes og billiggøres for sportens udøvere.
Foreningen skal arbejde for at skabe og vedligeholde sådanne rammer for sit virke, at det sportslige fællesskab og det kammeratlige samvær styrkes mest muligt.
II. Medlemmer
§ 3.
Enhver person er berettiget til at være medlem af foreningen, når medlemskabet i øvrigt ikke strider imod foreningens love og bestemmelser, eller imod andre love og bestemmelser, som foreningen gennem sit organisatoriske tilhørsforhold er forpligtet til at overholde.
§ 4.
Optagelse som aktivt medlem sker efter skriftlig anmodning til bestyrelsen mod betaling af indmeldelsesbidrag.
Såfremt logbog i særlige tilfælde ikke udstedes, og faldskærmsuddannelse ikke gives, kan særligt indmeldelsesbidrag erlægges.
Logbog kan derefter først udstedes, når mindst forskellen mellem særligt indmeldelsesbidrag og normalt indmeldelsesbidrag erlægges.
§ 5.
Optagelse som, eller overgang til, passivt medlem sker efter skriftlig anmodning til bestyrelsen for mindst et år af gangen. Passive medlemmer har ingen rettigheder i den under DFU organiserede civile faldskærmssport udenfor foreningen.
Medlemmets rettigheder og pligter overfor foreningen fastsættes af generalforsamlingen. Overgangen fra passivt til aktivt medlemskab kan ske mod betaling af normalt
indmeldelsesbidrag.
§ 6.
Udmeldelse af foreningen kan ske med en måneds varsel, til et kvartals udgang, når der rettes skriftlig henvendelse til kassereren herom.
Mere end to måneders restance med kontingentbetaling, eller betaling af andre forfaldne beløb, medfører automatisk, at bestyrelsen ekskluderer medlemmet, efter indstilling fra kassereren.
Genoptagelse af et for betalingsrestance ekskluderet medlem, finder sted efter de regler generalforsamlingen, og eller DFU, måtte fastsætte herom. En enig bestyrelse kan ekskludere et medlem, når medlemmet har udvist grov usportslig optræden. Eksklusion kan endvidere finde sted, når et medlem skønnes
- at have gjort sig skyldig i en handling, der kan skade foreningens anseelse, eller
- at have overtrådt foreningens love, bestemmelser eller forskrifter.
Bestemmelse om eksklusion træffes på en generalforsamling efter forslag fra bestyrelsen, og er vedtaget såfremt mindst 75% af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer for.
Spørgsmålet om en sådan eksklusion kan ikke indbringes for en domstol. Eksklusion kan således — med undtagelse af betalingsrestancetilfælde og de tilfælde hvor et medlem har udvist grov usportslig optræden — ikke foretages af bestyrelsen, eller enkelte bestyrelsesmedlemmer.
For at et forslag om eksklusion af et medlem kan behandles på en generalforsamling, er det en ufravigelig regel, at der i indkaldelsen udtrykkeligt er anført, at det er en eksklusion, der skal behandles og tillige med navns nævnelse, hvem det drejer sig om.
Det medlem hvis eksklusion behandles er møde- og taleberettiget, indtil en eventuel eksklusion er vedtaget.
For at fjerne enhver tvivl om, at den pågældende virkelig er indkaldt, skal medlemmet indkaldes pr. anbefalet brev og såfremt medlemmet ikke giver møde, skal bestyrelsen ved fremlæggelse af postkvittering, overfor generalforsamlingen dokumentere at rettidig indkaldelse har fundet sted.
Kan denne dokumentation ikke fremlægges, skal generalforsamlingen afvise behandling af forslaget, og henvise til behandling ved ny generalforsamling.
III. Organisation
§ 7.
Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen. Ordinær generalforsamling afholdes i februar efter bestyrelsens nærmere beslutning. Indkaldelse til generalforsamlingen skal ske ved bekendtgørelse på klubbens hjemmeside på internettet
og skal være bekendtgjort senest 14 dage før generalforsamlingen.
Forslag fra medlemmerne skal gives skriftligt, og være bestyrelsen i hænde senest 4 dage før generalforsamlingen afholdes.
På den ordinære generalforsamling foretages følgende:
1. Valg af dirigent.
Umiddelbart efter sit valg skal dirigenten konstatere om generalforsamlingen er lovligt indvarslet og beslutningsdygtig. ▇▇▇▇▇ er dirigenten pligtig at påtegne forhandlingsprotokollen.
2. Formanden aflægger beretning.
3. Kassereren fremlægger regnskabet.
4. Godkendelse af beretning og regnskab.
5. Formanden redegør for bestyrelsens planer for det kommende år, og budget forslag fremlægges til godkendelse.
6. Fastlæggelse, efter indstilling fra bestyrelsen, af indmeldelsesbidrag og kontingent.
7. Behandling af eventuelt indkomne forslag.
8. Valg af:
Formand eller næstformand (i ulige år formand). Et eller to bestyrelsesmedlemmer (i ulige år et). To suppleanter til bestyrelsen.
To kritiske revisorer.
En revisorsuppleant.
Repræsentanter til DFUs repræsentantskab. Valg af medlemmer til disciplinudvalg.
9. Eventuelt.
På generalforsamlingen har ethvert aktivt medlem en stemme, forudsat medlemmet har betalt alle forfaldne beløb.
Et medlem er berettiget til at lade sig repræsentere ved et andet medlem, når medlemmet har afgivet fuldmagt herom og fuldmagten godkendes af dirigenten. Intet medlem kan dog råde over mere end 2 fuldmagter.
Alle valg og beslutninger afgøres ved simpelt stemmeflertal. Afstemninger skal være hemmelige, når blot ét medlem ønsker det.
Generalforsamlingen er altid beslutningsdygtig, når den er lovlig Indvarslet.
§ 8.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen ønsker det, eller 10% af
medlemmerne ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen, har fremsat anmodning herom med angivelse af dagsorden. Indkaldelse med dagsorden finder sted, som ved ordinær generalforsamling, og den ekstraordinære generalforsamling er da beslutningsdygtig.
§ 9.
Foreningens anliggender ledes af en bestyrelse, der består af 5 medlemmer. Bestyrelsesmedlemmernes funktionstid er 2 år gældende fra generalforsamlingen i 1981. Bestyrelsen afgår ved lodtrækning med henholdsvis 2 eller 3 medlemmer, første gang 1982. Derefter henholdsvis 3 eller 2 medlemmer hvert år.
Formand og næstformand kan ikke afgå samtidig.
Ethvert medlem er pligtig at påtage sig hvervet som bestyrelsesmedlem, dog er medlemmet berettiget til at fordre sig fritaget i lige så langt tidsrum, som vedkommende har fungeret som bestyrelsesmedlem.
Formand og næstformand vælges direkte af generalforsamlingen.
Der afholdes bestyrelsesmøde efter behov. Formanden har pligt til at foranledige indkaldt til bestyrelsesmøde, når mindst 2 bestyrelsesmedlemmer kræver det.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer er til stede. Bestyrelsen træffer sine beslutninger ved simpelt stemmeflertal.
Om det på bestyrelsesmøderne passerede, føres en forhandlingsprotokol. Bestyrelsen er ulønnet. Den har dog krav på godtgørelse af nødvendige udgifter efter regning.
Der nedsættes disciplinudvalg bestående af 2 FS- og 2 Præcisionsspringere, valgt på generalforsamlingen. Hvert udvalg rådgiver bestyrelsen med hensyn til sportslige krav og tildeling af støtte. For tildeling af støtte, skal den enkelte springer skriftligt ansøge disciplinudvalget. Bestyrelsen kan oprette yderligere disciplinudvalg efter behov.
Bestyrelsen kan udpege medlemmer til at varetage foreningens forskellige opgaver. Intet medlem kan afslå at udføre det pålagte hverv, men har ret til at kræve dækning for dokumenterede nødvendige udgifter, som gennemførelsen af hvervet har påført vedkommende.
§ 10.
IV. Klublokaler
Foreningen køber eller lejer, efter generalforsamlingens beslutning, lokaler som søges indrettet med teorilokale, pakkesal, materielrum og kantine.
§ 11.
Foreningens bestyrelse kan søge alkoholbevilling for udskænkning af alkohol for foreningens medlemmer med pårørende.
V. Økonomi
§ 12.
Foreningens regnskabsår løber fra 1. januar til og med 31. december.
§ 13.
Aktive medlemmer betaler ved indmeldelse det af generalforsamlingen fastsatte indmeldelsesbidrag. Derudover betales det af generalforsamlingen fastsatte kvartalsvise kontingent forud.
Medlemmerne er pligtige til at tilslutte sig “nets betalingsservice”, for så vidt angår betaling af kontingent.
Andre skyldige beløb er forfaldne til betaling ved skriftligt påkrav, hvortil regnes tilsending af indbetalingskort, udvisende beløbets størrelse. Mere end to måneders restance kan medføre udmeldelse eller eksklusion, jfr. § 6.
§ 14.
Foreningen tegnes af formanden eller kassereren.
Bestyrelsen skal disponere over foreningens økonomiske midler i overensstemmelse med det af generalforsamlingen godkendte budget. Dispositioner over 100.000,- kr. skal desuden fremgå eksplicit af budgettet, for at kunne gennemføres. Undtaget heraf er pludseligt opstået flyvedligehold, der er nødvendig for at fortsætte foreningens drift.
Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom skal godkendes af generalforsamlingen. Ligeledes skal låne-optagelse på mere end 150.000,- kr. godkendes af generalforsamlingen.
Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, som påhviler foreningen, udover hvad der følger af deres pligter til at betale indmeldelsesbidrag, kontingent, springafgifter etc. Nærværende bestemmelse er ikke til hinder for, at medlemmerne kan påtage sig at hæfte personligt overfor 3. mand, for de aftaler foreningen måtte indgå. I så tilfælde må det fremgå, at medlemmerne tillige hæfter personligt for forpligtigelserne, hvorefter ethvert medlem, der måtte være villig til at påtage sig dette ansvar, da må underskrive aftalen.
§ 15.
Foreningens revisorer har adgang til foreningens regnskaber, når som helst de måtte finde det fornødent.
Revisorerne er pligtige at kontrollere foreningens regnskab, samt underskrive dette og aflægge rapport, når som helst dette måtte blive krævet af bestyrelsen eller general forsamlingen.
§ 16.
VI. Andre bestemmelser
Opløsning af foreningen kan kun ske på en ekstraordinær generalforsamling, og forudsat at mindst 75% af de stemmeberettigede i foreningen stemmer for.
Dersom foreningens opløsning vedtages på en sådan ekstraordinær generalforsamling, skal de stemmeberettigede medlemmer ved simpelt stemmeflertal afgøre, hvorledes der skal forholdes med foreningens formue eller formuerepræsentativer.
§ 17.
Ændring af lovene kræver, at mindst 75% af de fremmødte eller repræsenterede, stemmeberettigede medlemmer på generalforsamlingen giver tilslutning hertil, og at det i den til medlemmerne udsendte indkaldelse har været anført, at forslag til ændring af lovene vil blive stillet.
§ 18.
Foruden nærværende love, gælder DFUs love og bestemmelser, hvor disse direkte og indirekte fastsætter regler for foreningen, eller foreningens medlemmer.
Således vedtaget at ændre og opdatere love i Varde Faldskærmsklub ved generalforsamling på Varde Flyveplads den 11. Juni 2021.
