Klientmidler og risiko. Sædvanligvis vil vi indsætte klientmidler på klientkonti inden for samme jurisdiktion, som det Bird & Bird kontor, hvortil midlerne er indbetalt, er beliggende. Vores tilbagebetalingsforpligtelse vil være opfyldt ved vores tilbagebetaling til Klienten eller ved betaling til tredjepart på Klientens begæring. Vi er ikke ansvarlige for fejl eller forsinkelse i forbindelse med effektuering af betaling, hvis dette skyldes (a) fejl eller forstyrrelser i betalingssystemerne i et hvilket som helst land, (b) indførelse af en hvilken som helst form for valutakontrol eller lignende i et hvilket som helst land eller (c) et hvilket som helst forhold, som ligger uden for vores kontrol, som gør det ulovligt eller umuligt at gennemføre overførslen af klientmidler. I sådanne tilfælde og under hensyntagen til det ovenfor anførte, vil vi instruere vores pengeinstitut om at gennemføre den nødvendige overførsel, så snart dette er muligt. De ovenfor anførte bestemmelser er underlagt ufravigelig Lovgivning og Advokatsamfundets regler. Andre særlige regler og begrænsninger kan finde anvendelse i forhold til klientmidler, som indbetales til Bird & Bird i andre jurisdiktioner end Danmark. Midler indsat på klientkonti er ikke ubegrænset dækket af den danske indskydergarantiordning, men dækkes på samme måde som en almindelig dansk bankkonto. Vi anvender kun danske anerkendte pengeinstitutter til opbevaring af klientmidler, men vi er ikke ansvarlige for det valgte pengeinstituts betalingsevne. Efter en lovændring i juni 2015 er indskud på advokaters klientkonti ikke længere garanteret og er dermed underlagt de samme regler som almindelige bankkonti med et dækningsmaksimum på € 100.000 pr. indskyder (Klient). Dækningsmaksimum beregnes for det enkelte pengeinstitut pr. klient og omfatter kundens indeståender på egne konti, på separate klientkonti og på en samleklientkonto.
Appears in 2 contracts
Sources: Business Terms and Conditions, Forretningsbetingelser