Common use of Delkonklusion Clause in Contracts

Delkonklusion. Den danske sundhedsmodel er defineret ud fra nogle klare roller og kompensationsmodeller, som gør det svært for nye aktører at træde ind i værdikæden. Dette ses både i en større makroøkonomisk dynamik hvor patienten betaler for sine sundhedsydelser via skatter, og derfor ikke forventer at skulle betale for direkte behandling, samtidig med at læger i høj grad er underlagt de digitale løsninger som stilles til rådighed af det offentlige, og ikke har incitament til at investere i innovationsprojekter for at forbedre behandling for patienterne. Det offentlige som er den part der bærer pligten for den offentlige sundhed og behandlingsgaranti og sikkerhed, er ikke altid direkte klædt på til at forstå udfordringerne eller mulighederne der kommer via digitalisering, og vil således ofte have fokus på infrastruktur og omkostningsbesparelser i stedet for forbedret behandling som kan give langsigtede besparelser i forbindelse med at patienters sygdom kontrolleres bedre og færre følgesygdomme opstår. Den digitale innovation indenfor sundhedssektoren kan generelt opdeles i 1) applikationer som er henvendt til at støtte lægen i behandling af patienten i form af beslutningsstøtte, telemedicin eller større datagrupper som kan perspektivere patient information, og 2) applikationer som har til formål at støtte patienten i forståelse af sin sygdom, titrering af medicin og logbog med dette, måling af sygdomsprogression og igen telemedicinsk behandling. Der kan i yderste tilfælde endda tales om forbedret patient experience. I takt med at det offentlige ikke på tilstrækkelig vis løfter opgaven med digitalisering, falder opgaven over på den private sektor, som i nogle tilfælde kan have et stærkt økonomisk incitament til at innovere og stille disse løsninger til rådighed for markedet. Ses først på farmaceutselskaberne, så vil de i nogle tilfælde have en væsentlig økonomisk fordel ved at sørge for at læger er bedre til at udskrive medicin korrekt, selv hvis det ikke altid vil pege på deres medicin, men måske på konkurrentens. På samme måde kan de have et økonomisk incitament til at hjælpe patienterne med at tage medicinen, og mindske risikoen for at behandlingen stopper som følge af bivirkninger, og at patienten rykker over på et konkurrerende medicin. Eftersom der i Danmark ikke gives kompensation for software som, påtager funktionen som medicinsk udstyr eller for den sags skyld mere simple healthcare applikationer, vil det primært være farmaceutselskaberne som kan se en økonomisk fordel i denne innovation. Til trods for dette har de ikke altid kompetencerne til at foretage denne innovering, da den er meget langt fra deres oprindelige forretningsmodel, hvorfor de kan benytte sig af eksterne softwareleverandører. Dette er også den mest sandsynlige omsætningskanal for softwareselskaber som ønsker at innovere indenfor digital sundhed, eftersom hverken det offentlige, lægerne eller patienterne normalt vil betale for sådanne ydelser, til trods for at alle har nytte af den. Den markedsdynamik der opstår, er således suboptimal, eftersom den digitale innovation udelukkende vil foregå i de tilfælde hvor et farmaceutselskab har en så stor økonomisk fordel at de vil betale for at stille løsningen gratis til rådighed for lægen og/eller patienten. Farmaceutselskaberne vil tilsvarende eje IP-rettighederne, hvorfor den nuværende markedsdynamik præsenterer en risiko for at nytteskabende løsninger tages ud af markedet såfremt de ikke længere er rentable for det enkelte farmaceutselskab der ejer IP-rettighederne til trods for at det kan skabe stor nytte i markedet. For at ændre den suboptimale markedsdynamik, som eksisterer mellem softwareselskabet og sundhedssektoren, vil der nedenfor diskuteres hvordan parterne kontraktuelt bedst muligt skaber et grundlag for samarbejdet gennem det erhvervsjuridiskes landskab, og hvorvidt parternes interesser kan optimeres gennem diverse klausuler.